En virksomheds vigtigste ressource er dens medarbejdere. Uden motiverede og engagerede medarbejdere med høj faglig kompetence går det ikke. Det gælder naturligvis også - og især - for et apotek.
På Virum Apotek lægger vi derfor vægt på at rekruttere medarbejdere, der kan leve op til vores høje standard, og derefter gennem daglig intern information og ajourføring, efteruddannelse, mødedeltagelse m.v. holder vores evner og viden ved lige.
Udover naturligvis at fokusere især på de lægemiddelfaglige kompetencer, så har vi også fokus på god kommunikation, kundeservice og social forståelse - det er helhedssynet, der gør os berettigede til at løfte opgaven med at arbejde med - ofte syge - mennesker på et apotek. Og til seriøst at kunne sætte kunden og kundens behov i centrum.
For os er patientsikkerheden vigtigere end noget andet - rette pille i rette mund til rette tid. Men hertil hører, at vi sikrer os, at kunden er fuldt oplyst og rådgivet om medicinen - hvordan den virker, hvordan den anvendes og hvilke signaler fra kroppen, man skal lytte til under behandlingen. Vi vil derfor ikke bare "lange medicin over disken" - vi vil sørge for, at du er velinformeret og tryg omkring din behandling med medicin.
Alle vores farmaceuter og farmakonomer kan rådgive om lægemidler på højt niveau, og vi bruger gerne vores håndbogsbibliotek og opslag på internettet, såfremt vi er det allermindste i tvivl om, hvordan vi skal svare på dine spørgsmål. Ønsker du, som kunde hos os, selv at gå dybt ned i en lægemiddelrelateret problemstilling, så kan vi meget ofte henvise til relevant litteratur og opslag på internettet. Desuden har vi en temmelig omfattende samling af brochurer og pjecer, som vi kan give dig.
Uddannelser:
Farmaceut (cand. pharm.): En 5-årig uddannelse, der gennemføres på Det Farmaceutiske Fakultet (FARMA) under Københavns Universitet, på Nørre Allé/Universitetsparken 2 på Østerbro i København. Se mere om uddannelsen på www.farma.ku.dk
Farmakonom: En 3-årig uddannelse, der foregår dels som "mesterlære" på elev-apoteket med løbende undervisning, instruktion og opgaveløsning, dels på branchens kursusejendom Pharmakon i Hillerød over 7 kursusperioder á 1-4 uger med en række eksaminer undervejs. Se mere om uddannelsen på www.farmakonomuddannelsen.dk og www.pharmakon.dk eller kom ind på apoteket og tal med nogle af vores farmakonomer. Klik også på "Farmakonom-elev ?" i skærmbilledets venstre kolonne. En fordel ved netop farmakonomuddannelsen er, at man får elevløn - mellem 10.000 - 12.000 kr. pr. måned - men ikke SU oveni.
Interesseret i at blive farmakonom-elev ?
På Virum Apotek sætter vi en ære i at være med til at uddanne fremtidens dygtige farmakonomer, og vi har sædvanligvis 2-3 elever blandt personalet. Er du interesseret i at høre nærmere om uddannelsen, kan du blot henvende dig til os - også hvis du kender et ungt videbegærligt menneske med en god social indstilling og lyst til at have med - ofte syge - mennesker at gøre.
Medarbejdere
Pr. 2. januar 2009 er vi ialt 30 medarbejdere på Virum Apotek, Brede og Sorgenfri Apoteksudsalg samt i Dosispak-afdelingen. Heraf er vi incl. apotekeren 3 farmaceuter, 20 farmakonomer, 2 farmakonomelever, samt 5 medarbejdere med andre uddannelser. Hovedparten er fuldtidsansatte og nogle få på deltid.
Endvidere bruger vi løbende farmaceut- og andre studerende som medhjælpere - især i Dosispak-afdelingen.
Apotekeren
Apoteker siden 01.02.1991 er Steffen Kjær. Han blev cand.pharm. i 1977, tilknyttet Birkerød Apotek. Var derefter farmaceut på Ballerup Apotek, indtil han i 1978 kom til Danmarks Apotekerforenings sekretariat og arbejdede dér til 1991 med efteruddannelse, IT-udvikling, strategisk udvikling af apotekssektoren, information og meget andet. E-mail til Steffen Kjær personlig: sk@apoteket.dk
Steffen Kjær beklæder/har beklædt følgende eksterne poster: Bestyrelsesmedlem i Danmarks Apotekerforening (1995-2006), bestyrelsesmedlem i Pensionskassen for Farmakonomer (1997-2006), medlem af og formand for Pensionskassen for Apotekere og Farmaceuter (2001-2006), formand for Forsikringsforeningen for Farmaceuter i Danmark (1997-?), bestyrelsesmedlem i Danmarks Apotekerforenings Jubilæumsfond (2002-?), bestyrelsesmedlem i E. Hørslev og hustrus Fond (2002-2010), bestyrelsesmedlem af fondbestyrelsen for Løfflers Legat (2003-?) repræsentantskabsmedlem i Tryg-Fonden SMBA (1996-2010) samt næstformand for indkøbsfællesskabet/apotekskæden A-apoteket, som er landets største indkøbskæde for apoteker (2008-2011).