Festlige farvede lægemidler

 

Dagen efter indkøb af Omeprazol Bluefish 20mg 56 stk henvender en kunde sig for at få byttet varen til en Omeprazol fra en anden leverandør. Hun plejer at få nogle hvide kapsler, og Omeprazol Bluefish kapslers gelatine er kraftigt farvet (halvdelen af kapslen er orange, halvdelen stærkt blå – flot farvesammensætning).

Vor dygtige farmakonomelev forespørger høfligt om årsagen til kundens bytte-ønske – kunden siger, at hun principielt søger at undgå medicin og fødevarer med farvestoffer, da hun ikke vil fremprovokere allergi og andre mulige farvestofvirkninger.

Da kunden har brudt pakningen kan vi naturligvis ikke tage varen retur og tilbyder at sende den til destruktion hos Kommunekemi samt at hun i stedet kan få en anden Omeprazol uden tvivlsomme farvestoffer..

Jeg bliver senere orienteret om hændelsen af den eftertænksomme elev, ser på Bluefish-præparatet og dets strålende farver og tænker: Hvad i hede hule h… er fabrikantens begrundelse for at putte farvestoffer i en vare, der glimrende kan laves i hvid og uden farver ???

Denne ikke særlig travle lørdag med god bemanding giver mig lejlighed til nærmere – helt uvidenskabeligt – at ”forske” lidt i farvestoftilsætning i lægemidler – først for Omeprazol-gruppen, men også for dansk registrerede lægemidler generelt.

Til sådan en mini-research er dels produktresumeerne på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside fortrinlige, og det er Forbrugerstyrelsens liste over E-numre også.

 

På det danske marked var der lørdag den 13. september 2008 disse omeprazol-præparater:

 

Kun med E171 (Titandioxid):

Omeprazol fra Stada, Sandoz, Ratiopharm, Astra Zeneca og Recept

 

Kun med E172 (Rød/sort jernoxid):

Omeprazol fra BBM Pharma

 

Med 2 farvestoffer E171 (Titandioxid) + E172 (Rød/sort jernoxid):

Omeprazol fra Merck, Omezolar, Orifarm, Copyfarm, Omelix, Lek samt Losec

 

Med 3 farvestoffer E171 (Titandioxid) + E104 (Qunolingult) + E132 (Indigo-tin/-carmin):

Omeprazol fra Chemo Iberica samt Teva

 

Med 4 farvestoffer E171 (Titandioxid) + E104 (Quinolingult) + E132 (Indigo-tin/-carmin) + E127 (Erythrosin):

Omeprazol fra Bluefish

 

E171 Titandioxid er udbredt anvendt ikke alene i lægemidler, men i fødevarer, maling og i mange andre varer, der skal fremstå som hvide. Kemikaliet er bedømt på mange års anvendelse og store udbredelse vidtgående ugiftigt og ikke allergifremkaldende.

 

E172 Jernoxid er jo rust, og det tager næppe nogen levende væsener skade af.

 

Men så vender billedet, når vi ser på de næste 3 – E104, E132 og E127 – her er teksten fra Forbrugerstyrelsens liste over E-numre:

 

E104 Quinolingult

Et syntetisk tjærefarvestof. Kan give allergilignende symptomer - høfeber, nældefeber eller astma - hos følsomme, samt børneeksem og diarré

 

E132 Indigotin (Indigocarmin)

Et syntetisk tjærefarvestof. En større amerikansk undersøgelse antydede (men beviste ikke) udvikling af kræft i hjernen hos hunmus. Kan give allergilignende symptomer - høfeber, nældefeber eller astma - hos følsomme, samt børneeksem og diarré

 

E127 Erythrosin

Et syntetisk tjærefarvestof. Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder er beviser på kræft i skjoldbruskkirtlen hos rotter "overbevisende", men Reagan-administrationen stoppede et forslag om totalt forbud. Kan give allergilignende symptomer - høfeber, nældefeber eller astma - hos følsomme, samt børneeksem og diarré

 

I vor branche sætter vi jo (patient-)sikkerhed og genkendelighed højt, når vi tænker lægemidler – differentierede farver i en patients forskellige lægemidler øger sikkerheden for, at der er taget 1 grøn, 2 små blå, 1 rød, 2 hvide med delekærv samt 1 brun. Og hos fabrikanten nedsætter farver sandsynligvis også risikoen for forvekslinger under produktion og håndtering.

Ud fra de to synsvinkler synes det derfor at være fornuftigt med farver i medicin.

 

Men er fabrikanterne – samt ikke mindst den danske godkendelsesmyndighed (og måske i virkeligheden EU-systemet ?) for ukritiske, når E104, E132 og E127 gerne må anvendes generelt i medicin til syge mennesker, når de nu er under mistanke for at være allergi- og måske kræftfremkaldende ? Bør vi ikke søge at undgå sådanne mistænkelige stoffer, når der findes farvestoffer, der må anses for at være helt risikofrie ? Bør vi ikke reservere anvendelse af farvestoffer, hvor det virkelig er velbegundet – eller ultimativt helt forbyde farvestoffer i lægemidler ?

 

Hvis jeg selv skulle komme i behov for medicin er jeg ikke i tvivl om, at jeg efter denne mini-research vil gå efter medicin med et minimum af farvestoffer – helst ingen. Og jeg tror, at de fleste af vores kunder vil tænke ligedan – hvis de ellers vidste, hvad de får med i købet af farvet medicin. Når man i søgefeltet i Produktresumeer søger farvestofferne på deres navn får man bare for disse 3 mistænkelige farvestoffer i databasen over dansk registrerede lægemidler ialt 150 forekomster på Quinolingult, 79 for Erythrosin og 120 for Indigocarmin. Så omeprazol er altså langtfra et enkeltstående tilfælde – faktisk er rigtig meget medicin på det danske marked farvet.

 

Da kunden ovenfor hørte, at hun i stedet for sin patientandel på 22 kr. for Omeprazol Bluefish skulle af med 200 kr. for Omeprazol Ratiopharm ville hun intet have, og ville rådføre sig med sin læge.

 

Her stak substitutionssystemet og de uforståelige prisforskelle sit grimme hoved frem og umuliggjorde i praksis, at vor kunde kunne få en medicin uden farvestof til nogenlunde samme pris som den med de flotte farver. En betydelig uhensigtsmæssighed - når man betænker, at 1) det offentlige kontrolsystem tillader mistænkelige farvestoffer og 2) samtidig har et system, der bevirker store prisforskelle og dermed ikke giver syge borgere et reelt valg mellem noget farvet og noget ufarvet. Et ellers helt relevant valg for f.eks. de flere hundrede tusinde danskere, der lider af allergisk relaterede sygdomme (for ikke at tale om alle os, der kan befrygte farvestoffernes mulige mutagene virkning).

 

Oplysning om farvestoffer er i dag ikke en fast del af apotekspersonalets rådgivning, og hvor mange mennesker læser indlægssedlen nøje igennem, når de nu har tillid til det offentliges kontrol med medicin, til lægen og til apoteket ?  

For alle vi betroede fagpersoner kunne da ikke drømme om at undlade at orientere om et indholde af potentielt mistænkelige stoffer, som vi faktisk ville undgå, hvis det var os selv, der skulle spise medicinen ? Eller kan vi ?

 

Mit ærinde med denne artikel er en opfordring til Lægemiddelstyrelsen og EU til at genoverveje behovet for at tilsætte farvestoffer til lægemidler samt ikke mindst til at revurdere listen over tilladte farvestoffer.

 

 

Steffen Kjær

Virum Apotek

 

Tekst i særskilt box:

 

Meget generisk medicin produceres i f.eks. Indien og Pakistan af meget store virksomheder med topprofessionel og rationel produktion af generiske lægemidler. Varerne markedsføres globalt som stangvarer til hvem, der gider købe dem, og priserne er meget lave og dermed særdeles konkurrencedygtige. De fleste virksomheder er godkendt af amerikanske FDA, så kvalitets- og sikkerhedsmæssigt er der ikke noget at komme efter.

Men i mange af verdens lande har man i årevis haft tradition for at farve medicin: Stærke farver - stærk virkning.

Denne opfattelse har været – og er fortsat – fremherskende, og den vægter tilsyneladende tungere end faren for allergi, mutagenicitet og andre triste virkninger af farvestoffer.

Når disse mega-virksomheder vil ud på det globale marked, hvor farverne i mange kulturer er et ”must” og der derfor kun er et lille marked for ufarvet medicin, så tilbydes ofte kun de farvede udgaver.

Når prisen nu er lav og konkurrencedygtig giver det f.eks. en dansk importør mulighed for at lancere sin vare (f.eks. Omeprazol Bluefish), så den substitutionsmæssigt bliver en A’er. Dermed får hovedparten af kunderne et præparat indeholdende farvestoffer, som for mange danskere er uønskede og unødvendige.